Af Stig TøftingPeople's Press, 2005. 358 sider.
Anmeldt af Kristoffer Harboe
Der bliver ikke lagt fingre imellem i Stig Tøftings selvbiografi
No regrets. Her beskriver Plæneklipperen uden omsvøb sit liv med alt hvad det har budt på af op- og nedture - og det er ikke småting, der kommer frem, når Tøffe lægger kortene på bordet og går tæt på sit eget liv og bag facaden på den danske og internationale fodboldverden, hvor magtkampe og rivalisering hører til dagligdagen.
”Det skal være en ærlig bog” siger Tøfting i forordet og på intet tidspunkt er man i tvivl om at bogen lever op til dette statement, når hovedpersonen i detaljer beskriver det væld af tragedier og uheldige episoder, han har gennemlevet på trods af sin unge alder af bare 36 år.
”Det nytter ikke at klynke, når tingene går en imod!” Sådan sagde Stig Tøtings far altid til sin søn, når han havde tabt en fodboldkamp eller der var andre problemer. Denne læresætning synes Tøfting, der voksede op i et arbejderkvarter i det centrale Århus, at have taget med sig videre i livet. Det er i hvert fald det indtryk man får, når man læser denne bog om et liv der ikke altid har været lige let.
Da Stig var bare 13 år tog faderen sit eget og moderens liv. En hændelse, der naturligvis kom til at påvirke hans liv kraftigt, men som uden at det bliver sagt direkte i bogen tilsyneladende fik ham til at kæmpe endnu mere for det han ville. ”Jeg skal vise dem, at de tager fejl”, er en sætning, der bliver gentaget flere gange i bogen, når tingene er gået den gale vej på fodboldbanen. Og som kendere af Stig Tøfting vil vide, er manden gang på gang kommet tilbage, når det har set sortest ud.
Tøfting priser i bogen sin familie, der helt tydeligt og naturligt fremstår som det faste holdepunkt, hvilket ikke er svært at forstå, når bogen gentagne gange beskriver den tilgivelse og tålmodighed hovedpersonen møder, når han igen, igen har rodet sig ud i noget skidt.
Sammenholdet i familien opleves specielt i afsnittet, der beskriver sønnen Jons død, der falder sammen med at Stig må en tur i ”brummen” efter det berømte overfald på Café Ketchup. Tænk at manden vælger at afsone sin dom i en sådan situation selvom han fik tilbud om udsættelse…
Tøftings beskrivelse af sin fodboldkarriere er bemærkelsesværdig og utroligt interessant, når man sammenligner med indholdet i andre bøger af samme karakter. Her kommer vi så at sige med ”bag kameraet” og får et sjældent indblik i den rivalisering, der fylder mere end man måske skulle tro i professionel fodbold.
Specielt beskrivelsen af hvordan Tøfting blev behandlet med stor ligegyldighed af Schmeichel og andre store stjerner på sine første landskampsture. Ligeledes bed jeg meget mærke i historierne om druk under EM-slutrunden i England i 1996. Ting man i sin lalleglade naivitet ikke troede forekom på det danske landshold.
Fra sin tid i HSV og Bolton beskriver Tøfting det hårde miljø blandt andet gennem skildringen af to spillere der slår hinanden til blods i forbindelse med en kamp uden at nogen griber ind.
Heldigvis er der også gode ting ved fodbolden. Eksempelvis er det opløftende at Tøfting ikke forfalder til at være arrogant, når han fortæller om sin karriere. Det er fantastisk at opleve hans barnlige glæde ved at have spillet sammen med store stjerner som Michael Laudrup og Jay Jay Okocha.
Op og nedturene med hjerteklubben AGF er et meget centralt emne i bogen, som det vil gå for vidt at komme ind på i disse spalter. Det må man åbne bogen for at læse nærmere om.
Sammenstødene med den danske lovgivning bliver ligeledes nøje behandlet i løbet af bogens 358 sider. Både den førnævnte fængselstur, sigtelserne for vold og venskabet til rockerbossen Jimmy er centrale i memoirerne og ikke mindst Tøftings egen opfattelse af disse. Ikke mindst ordensmagten i ”Smilets By” får et par borgerlige ord med på vejen af den iltre århusianer.
No regrets er noget af det bedste, jeg har læst inden for genren fodbold-biografier. Ikke mindst på grund af nerven i bogen, der ikke mindst er der i kraft af at man bliver bekendt med Stig Tøftings egen version af de hændelser, vi indtil nu kun har kendt fra pressen.
Læs den – det vil du ikke fortryde!
I lighed med sidste år har jeg igen fået lov til meget kortfattet at anbefale tre sommerferiebøger til Jydske Vestkystens læsere.
Red. Peter Christensen & Frederik Stjernfelt
Romanen Doppler blev en sikker vinder af den store Erlend Loe-afstemning; mesterens bedste roman skulle kåres og her var det altså historien om Manden og elgen, der vandt. Der kan ikke indvendes noget mod resultatet, men det bærer nok præg af, at Doppler er den mest kendte af Loes værker. Selv havde jeg forventet, at Naiv.Super ville byde Doppler op til dans. Men sådan gik det altså ikke.
Af Erlend Loe
