onsdag den 26. februar 2014

Netværk, netværk, netværk

Verden består af milliarder af netværk, der hver især udgør et stort netværk, fordi alt er forbundet på en eller anden måde. Det er der nok ingen der er i tvivl om.
Jeg har på det seneste læst nogle bøger, der alle handler om netop netværk i en eller anden forstand. Det forskellige vinkler i hver af bøgerne har været med til at give mig en god indsigt forskellige netværks natur, hvordan de er forbundet og hvad man kan bruge det til.

Min øgede interesse for netværk opstod helt tilfældigt. da jeg i Højskolebladet læste artiklen En opskrift på succes, der er en anmeldelse af Lars Kolinds nye bog Bevægelsen.


Bevægelsen handler dybest set om, hvordan man gør sin organisation, hvad enten det er en virksomhed, en forening eller noget andet, til en "ubegrænset organisation". Det gøres ved at gøre modspillere til medspillere og på den måde skaffe sig ambassadører uden for den egentlige organisation.

Lars Kolind bruger blandt andet sin tid i Oticon som eksempel. Som mange vil vide, overtog han en virksomhed på fallittens rand og gjorde den til en kæmpesucces. Det burde være argument nok for at lytte til manden og uddrage de dele af bogen, som man finder anvendelige i sin egen situation.

Selv fandt jeg bogen meget interessant, specielt set i lyset af at vi hos Koldingbibliotekerne arbejder med en ny vision, der efter al sandsynlighed kommer til at betyde, at vi skal øge vores samarbejde med eksterne parter. Det betyder jo, at der skal netværkes endnu mere end hidtil, så lidt inspiration og nytænkning kommer som kaldet.



Nogle dage efter jeg havde læst Bevægelsen, anbefalede en bruger på Biblioteksvagtens Facebookside bogen Vær nær af Tor Nørretranders og så var det jo bare med at fortsætte i samme spor og udvide sin horisont.

Bogen handler om sammenhæng i samfundet. Hvordan hænger vores samfund sammen og hvad får det til at hænge sammen?
Det korte svar er i følge Nørretranders, at vi er forbundet på en sådan måde, at vi har de bedst når andre har det godt, hvilket vil sige, at de andre også har det bedst, når man selv har det godt. Derfor er alles spontane tilgang til verden, at man gerne vil hjælpe andre. Samtidig betyder det også, at man selv får det bedre, når man hjælper andre.

Fordi alle for de bedre, når andre har det godt, er vi alle i princippet forbundet.
Jeg kan godt selv se, at jeg har svært ved at forklare den dybere mening på skrift sådan lige fra hoften, så derfor vil jeg stærkt opfordre til at læse bogen, som man kun kan komme i godt humør af på menneskehedens vegne - Intet mindre!



Den seneste bog, jeg har læst om fænomenet netværk, stammer fra Aarhus Universitets serie Tænkepauser, som min gode kollega Morten ledte mig på sporet af. Serien består korte bøger, der fører læseren ind i et videnskabeligt emne på en hurtig og forståelig måde. I dette tilfælde handler bogen selvfølgelig om præcis det dens titel siger: Netværk.

Netværk skal her forstås i bred forstand, som både netværk mellem mennesker og dyr, men også netværk som eksempelvis internettet. Bogen fortæller om de forskellige måder netværk kan være opbygget på, hvilket har betydning for, hvordan de eller det de transporterer spredes. Det kan være alt fra sygdomme til informationer på vores allesammens kære internet.

Tænkepausen giver fantastisk indsigt i, hvad netværk er for noget og bidrager dermed til en bedre forståelse af, hvordan verden hænger sammen.


Som jeg skrev i starten, beskæftiger de tre bøger sig med netværk fra forskellige vinkler og giver derfor tilsammen god indsigt i begrebet. Jeg har i hvert fald haft stor fornøjelse af at alle tre bøger og kan derfor kun takke Højskolebladet, brugeren på Biblioteksvagtens Facebookside og min kollega Morten for min nyvundne indsigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar