mandag den 8. juli 2013

I en connaisseurs fodspor

Jeg befandt mig måske nok på udebane men alligevel hurtigt i absolut comfort zone, da jeg til middag gjorde alvor af at indtage min frokost på Peder Oxe på Københavns maleriske Gråbrødetorv.

Hele idéen var måske ikke overraskende at nyde den præcis samme frokost, som Jørgen Leth indtog i DR2-programmet "Meningen med livet  - og andre småting" i sidste uge.

I formiddags krævede det først en smule overvindelse at gå ind og bestille bord. Dels fordi stedet måske lige ligger en my over mit daglige niveau, dels fordi jeg følte mig lidt som en stalker. Det gik dog hurtigt over, da jeg med det samme blev mødt af en venlig og imødekommende betjening; jeg havde bord til frokost kl. 12.

Efter en tur på Post- og Telemuseet i nærheden, vendte jeg tilbage til Peder Oxe, hvor der ventede mig en fantastisk oplevelse.

Jeg fik anvist bord med tilhørende afkrydsningsseddel til smørrebrød og fik tillige tilbudt dagens avis (Tante B., of course), som jeg takkede ja til for at leve mig helt ind i rollen.
Jeg var nu nået til et af de centrale punkter nemlig afkrydsningen, der blev som følger:

Drømmesild
Roastbeef
Sommertærte
O. P. Andersson-snaps
Italiensk vand
Kaffe

Jeg bestilte som det naturligste i verden uden reference til Leth.
Nu var det blot at tage sig god tid, nyde maden og avisen, der meget passende havde en fremragende artikel om gårsdagens dramatiske Tour-etape.

Drømmesilden var aldeles fremragende og den tilhørende svensker i glasset gjorde da heller ikke situationen værre. Normalt er jeg ellers ikke vild med snaps, men i netop dette tilfælde må jeg sige, at det var en berigelse.

Roastbeefen var også på grænsen til at være out of this world med en storartet hjemmelavet remoulade og pickles. Sådan der, Peder O!

Til slut var der så sommertærten, som heldigvis viste sig at være en jordbærtærte.Det tilhørende kaffe var til min overraskelse en hel stempelkande, men det gav bare god tid til yderligere et par passager i Tante B. Kombinationen avis, kaffe og kage går man aldrig fejl af.

Således nød jeg en times tid i Jørgen Leths slipstrøm. Det kan absolut anbefales.

VELBEKOMME!

3 kommentarer:

  1. Godt at se at der stadig er liv i din blog ;-) ... og at det sågar handler om en forfatter og mad!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Takker. Jo der sker lidt ind imellem :-)
      Godt nytår :-)

      Slet